”Hov, hvad skete der lige der?” spørger du dig selv om, når din kæreste eksploderer i vrede over noget du lige sagde – og du har ingen anelse om, hvad det var der fik ham op i det røde felt. Du føler dig misforstået, bliver vred, og så kører skænderiet derud af.

Når du bliver opmærksom på, at I gentagne gange ender i skænderier, er det tid at stoppe op og begynde at undersøge, hvad det egentlig er der foregår.

Overlevelsesstrategier

Som regel tror vi, at det handler om noget den anden gør forkert. Men i virkeligheden handler 90 % om os selv og den overlevelsesstrategi, som vi lærte da vi var børn. Det er kun de sidste 10 % som reelt handler om vores partner. Det betyder, at de 10 procent handler om den adfærd hos din partner, som trigger dig. Og når det sker, mister vi kontrollen og bliver vrede, fordi det din partner siger eller gør virker som et gammelt sår, som springer op igen. Nogle gange er det det en såkaldt kernekonflikt, altså en konflikt omkring det samme tema, som dukker op igen og igen. Andre gange er der ingen af partnerne, som er klar over hvad det var for en ligtorn, der blev trådt på.

Når vi ønsker et mere kærligt parforhold med færre skænderier a la ”find den skyldige”, må vi begynde med at lære hinandens følelsesmæssige opvækstvilkår at kende. Vi må lære os selv at kende og forstå, hvor vores egne” følelsemæssige” ligtorne ligger, og her giver tilknytningsteorien en afgørende forståelsesramme.

Tilknytningsteorien

Tilknytningsteorien fortæller os noget om den måde, som vi knytter os til et andet menneske på i et kærlighedsforhold. Den måde vi i barndommen bliver mødt på af vores nærmeste har nemlig afgørende indflydelse på, hvordan vi som voksne evner at knytte os til andre. Vi kan være trygt tilknyttet, utryg- ambivalent, undgående eller desorganiseret.

Hvis vi er vokset op med kærlige, nærværende forældre, som havde tydelig fornemmelse af vores behov får vi det, der hedder en tryg tilknytningsstil.  Hvis forældrene er mere uberegnelige og er skiftevis tilgængelige og afvisende i kontakten, bliver du sandsynligvis ambivalent og klyngende i forhold til din kæreste. Mens du, hvis dine forældre var fraværende eller uden fornemmelse for dine følelsesmæssige behov, vil have tendens til at udvikle en undgående tilknytningsstil. Det betyder, at du ofte vil have tendens til at være følelsesmæssigt tilbagetrukket og være optaget af din personlige frihed og uafhængighed. Og samtidig sker det oftest, at mennesker har en blanding af forskellige tilknytningsmønstre med sig, som udfolder sig forskelligt alt efter, hvem de danner par med.

Typiske konflikter

Der er mange kombinations muligheder, men et meget almindeligt mønster som jeg ofte ser, er gentagne konflikter mellem en partner som er undvigende med tendens til at være indadvendt i sin tilknytningsstil og en partner som er modsat, nemlig udadvendt.  Den ene part udtrykker behov for autonomi og plads til sig selv, mens den anden part søger nærhed, kontakt og bekræftelse. Man kan også sige, at den ene er minimerende og holder følelsesmæssig afstand til partneren, mens den anden er maximerende og konstant søger at komme så tæt følelsesmæssigt på som muligt. Den maximerende part er inderst inde altid bange for at blive afvist og forladt, mens den minimerende er bange for at blive ”ædt” af den anden og miste sig selv i forholdet.

Ubevidste hjerneprocesser

Når du f.eks. oplever, at din partner reagerer voldsomt og f.eks. hæver stemmen, råber, giver sig til at græde eller på anden måde giver udtryk for følelsesmæssig affekt, kan du være sikker på, at han eller hun føler sig truet. Truslen kan være både reel eller indbildt, men er altid et udtryk for at et eller andet som du siger eller gør, minder din partner om noget, han eller hun oplevede som smertefuldt i barndommen eller ungdomsårene.  Og så reagerer vi promte udenom bevidste hjerneprocesser for disse tidlige erfaringer lagres kropsligt og dybt i reptilhjernen.

Den minimerende part kan f.eks. komme til at virke kold og ukærlig og det trigger den maximerendes behov for at føle sig tryg og elsket. I en slags selvforsvar går den maximerende derfor til angreb med kritik og krav om mere nærvær og kontakt, hvilket blot får den anden part til at lukke ned, blive køligt argumentende eller direkte passiv aggressiv.

En sådan grundlæggende forskellig tilknytningsstil bliver nemt til en endeløs dans omkring det samme tema, hvor det konkrete indhold i skænderierne i virkeligheden er ligegyldigt.

Kritik hjælper ikke

Kritik hjælper ikke. Aldrig nogensinde, fordi en kritik altid opfattes som en nedvurdering. Uanset hvor blidt og konstruktivt man prøver at formulerer sig, fortæller man indirekte den anden, at der er noget galt med vedkommende. Budskabet er: ”Du er ikke som mig, og derfor er du forkert! Og nej, der er ikke noget der hedder konstruktiv kritik.

Men bag kritikken ligger der altid dybfølte behov. Behov som vi har haft med os altid helt tilbage fra barndommen. Og behovene er tæt forbundet med vores tilknytningsstil, og det vi lærte i samværet med vores forældre.

Vejen frem

Vejen frem er at lære at bede hinanden om at ændre adfærd. Din partner kan ikke høre dine behov når de pakkes ind i kritik, vrede formaninger eller belærende fraser. Men når du taler fra hjertet og åbner for din sårbarhed og dine dybe længsler, kan der ske det forunderlige at din partner hører dig og ser dig, som det menneske du er. Og ikke som en projektion af egne forestillinger om hvem du er eller burde være!
Hvis I når hertil – evt. sammen med en terapeut, som kan guide Jer i processen, kan I af egen fri vilje begynde at strække jer henimod hinanden og i kærlighed og omsorg prøve at opfylde nogle af hinandens dybe følelsesmæssige behov.
På den måde kan I få et mere bevidst givende og kærligt parforhold.